Sidst opdateret af .

Fordele ved at have hund

Fordele ved at have hund

Fordele ved at have hund

Indholdsfortegnelse

Altid Et smil på læben
Styr på sundheden
I form
Velvære for sindet
Lev længere
Kan redde dit liv
Relationer og kontakt

Man skal ikke langt i sin research, før det bliver tydeligt, at vi mennesker kan nyde godt af en masse positive effekter ved at omgås hunde. Forskning bakker op om det, og der er blevet skrevet om hundes særlige egenskaber omkring alt fra opdagelse af kræft og styrkelse af ejerens immunforsvar til medvirken til lavere blodtryk og meget mere.

Det er dog ikke kun dit fysiske helbred, en hund kan forbedre, men også dit mentale helbred og dit socialliv. Undersøgelser viser nemlig, at hunde desuden kan hjælpe på sygdomme som depression og stress, ligesom de kan være med til at skabe social kontakt.

Er du, ligesom os, helt tosset med de lodne, 4-benede væsener? Og vil du gerne blive klogere på, hvor gode de faktisk er for os mennesker? Så læs med her, hvor vi fremhæver alle fordelene og afslutningsvis illustrerer dem i en sjov infografik.

Altid et smil på læben

Du kender det sikkert. Du ser en sød hund, som du bare må ae og klappe. Eller du kommer hjem til din egen hund, som giver dig en begejstret velkomst. Begge dele vil for de fleste mennesker udløse et stort smil. Undersøgelser viser faktisk, at hundeejere griner mere i løbet af en dag end mennesker uden hund gør. Det forbedrer altså dit humør at have en hund, og det vil på sigt øge din livsglæde.

Desuden giver en hund dig glæde og større trivsel ved at skabe tryghed. De fleste føler sig mere trygge ved at være alene hjemme, hvis de er sammen med en hund. Det skyldes hundes skærpede sanser og deres vagtsomme natur. Netop disse egenskaber virker beroligende på mange mennesker. Når man føler sig tryg, sover man desuden bedre, og en god nattesøvn er endnu en faktor, der er med til at sikre godt humør og generel trivsel.

Styr på sundheden

Hunde gavner ikke kun din sundhed på indirekte vis ved at gøre dig gladere og få dig til at motionere. Der er en række konkrete, fysiske helbredsfaktorer, som styrkes, når man har hund.

En af de positive effekter på helbredet er, at blodtrykket og pulsen falder, når du aer din hund. Derudover får man et stærkere immunforsvar, fordi berøringen, som nævnt tidligere, nedsætter udskillelsen af stresshormonet kortisol. Dette hormon nedbryder immunforsvaret og forstyrrer vores nattesøvn, og derfor er det vigtigt, at hormon-tallet ikke er for højt.

En anden gavnlig effekt på sundheden, som hunde har, er færre allergier. Et studie foretaget på University of California San Francisco har vist, at støvet fra et hus med en hund forårsager, at man udvikler bakterier, som er vigtige for ens luftveje og beskytter mod infektioner og allergener.

I form med sin hund

En af de åbenlyse fordele ved at have en hund er den ekstra motion, man får. Hunde skal luftes dagligt, og det giver dig mulighed for lange gåture og måske endda løbeture, alt efter hundens race og fysik.

En undersøgelse fra George Mason University har vist, at ældre mennesker med hund er i bedre fysisk form end ældre, som går ture uden en hund. Det tyder altså på, at en hund gør en stor forskel for ens aktivitetsniveau – formentlig fordi gåturene skal foretages dagligt uanset vind og vejr, og fordi turen måske også bliver lidt længere, når ens 4-benede ven er med.

Hyppig motion betyder en generel forbedring af dit helbred, eksempelvis i form af styrkelse af knogler, muskler og sener. Derudover er motion også med til at nedsætte risikoen for livsstilsrelaterede sygdomme som sukkersyge, forhøjet blodtryk og hjerte-karsygdomme.

Velvære for sindet

Et studie fra Azabu University har vist, at der i hundeejeres hjerner bliver frigivet oxytocin, når de skaber øjenkontakt med deres hund eller nusser den. Oxytocin er et hormon, man ofte kalder kærligheds- og lykkehormonet, da det er denne type følelser, som hormonet forstærker. Derfor kan kontakt med en hund være meget gavnligt for personer, som lider af depression.

Den fysiske kontakt med en hund kan ligeledes hjælpe, hvis man lider af stress. Når man nusser, aer og klapper sin hund, har det en beroligende effekt på kroppen, da det nedsætter udskillelsen af stresshormonet kortisol.

Generelt set har hunde en terapeutisk funktion, i det de kan give kærlighed, tryghed og selskab. Det betyder, at der er mindre risiko for tilstande som angst og ensomhed. Af den grund findes der også eksempler på hunde, som bruges på steder som hospitaler, plejehjem og fængsler.

Lev længere

Undersøgelser viser, at ældre mennesker med hund lever længere. Det skyldes blandt andet den forhøjede sociale kontakt, som hundeejere har. Social kontakt forbedrer nemlig livskvaliteten ved at reducere følelsen af ensomhed, og det har i sidste ende indflydelse på de ældres fysiske helbred.

En undersøgelse fra School of Veterinary Medicin of California viser, at ældre hundeejere er mere tilfredse med deres sociale liv end ældre uden en hund. Studiet viste desuden, at de ældre med hund både har et bedre fysisk såvel som psykisk helbred.

Alle de positive effekter, som bliver nævnt i denne artikel, spiller ind på ens fysiske og mentale velvære, og det er noget, som kan få en afgørende rolle, når det kommer til din levealder.

Hunden Kan redde dit liv

Hunde er ikke kun hverdagens små helte, som giver daglig glæde. Faktisk kan de også være helte, som redder liv og gør livet med en uhelbredelig sygdom nemmere.

Hunde kan redde liv ved at alarmere, hvis deres ejer får et anfald, eksempelvis som følge af epilepsi eller diabetes. Derudover har en undersøgelse foretaget af italienske forskere vist, at hunde, der er trænede til formålet, kan opdage kræft ved at sniffe sig frem til det. Undersøgelsen omfattede 677 urinprøver, hvoraf 357 var raske, mens 320 havde varierende stadier af prostatakræft. Hundenes nøjagtighed var på hele 98%, hvilket vidner om et stort potentiale inden for hundes evner til at opdage kræft.

Der findes desuden en lang række sygdomme og diagnoser, som hunde ligeledes kan afhjælpe. Trænede hunde kan hjælpe personer, som lider af diabetes, ved at lugte, om blodsukkerniveauet er lavt, ligesom særligt trænede hunde også kan hjælpe epilepsi-patienter ved at advare om et anfald 15-60 minutter før, det finder sted.

‘Almindelige’ hunde kan dog også hjælpe på diagnoser som ADHD og autisme samt en lang række psykiske sygdomme. Ved at give ro og tryghed, reducere følelsen af ensomhed og frigive såkaldte lykke-hormoner kan de øge trivslen for udsatte børn såvel som voksne.

Relationer og kontakt

Har man en hund, er der stor sandsynlighed for, at ens sociale kontaktflade er større, end hvis man ikke var hundeejer. Det skyldes særligt gåturene, hvor man ofte møder andre hundeluftere og interagerer med dem. Foruden kontakten får man altså også følelsen af at indgå i et fællesskab – et hundeejerfællesskab.

Det er ikke kun venskabelige bekendtskaber, man kan få på ens gåture med hunden. Faktisk kan de også booste dit datingliv. En sød hund kan være en god og naturlig måde at igangsætte en samtale på. Derudover har et studie fra American Psychological Association vist en sammenhæng mellem at have en hund og et højt selvværd. Netop dette kan ligeledes være en positiv faktor, når man interagerer med andre mennesker – særligt når det er i romantisk øjemed.

Kilde

Katoni

Læs mere her

Print Friendly, PDF & Email