Falsk graviditet hos hunde

Sidst opdateret af .

Falsk graviditet

Falsk graviditet hos hunde
Falsk graviditet hos hunde er en tilstand, der medfører, at hunden “tror”, at den er med hvalpe.
Falsk graviditet kaldes også for pseudodrægtighed, pseudograviditet eller indbildsk graviditet.
Fænomenet forekommer hos ca. 10-20% af alle tævehunde. Egentlig er der tale om en normal tilstand, som blot i visse tilfælde kan være så udtalt, at det bliver særdeles generende for såvel hund som hundeejer.

Falsk graviditet hos hunde : Årsagen

Årsagen kendes ikke med sikkerhed, men man ved at visse ændringer i hormonerne spiller en rolle.
Tidligere troede man, at sygdommen hang sammen med at, “de gule legemer” i æggestokkene ikke forsvandt, som de normal skal gøre, hvis dyret ikke bliver drægtigt. De “gule legemer” producerer drægtighedshormon. Man har også været inde på, at disse tæver producerede for meget drægtighedshormon, progesteron. Men man ved nu, at det ikke er forklaringen.

Falsk graviditet hos hunde : Hormonpåvirkning

Hunden adskiller sig fra andre dyrearter ved at producere hormonet progesteron igennem hele drægtigheden. Også de tæver, som ikke bliver drægtige, danner dette hormon. Hen i mod afslutningen af drægtighedstiden, der varer 9 uger, falder produktionen af progesteron. Samtidig stiger indholdet af et andet hormon: Prolaktin. Prolaktin er ansvarlig for dannelsen af mælk i mælkekirtlerne. Hos de hunde, som ikke bliver drægtige, kan dette fænomen også forekomme. Det betyder, at hunden bliver falsk gravid. Falsk graviditet kan starte allerede få uger efter løbetiden, men forekommer typisk 9 uger efter løbetiden. Det er netop på det tidspunkt, hvor den gravide hund ville føde. Tilstanden varer normalt i 2-4 uger. De hunde, som har tendens til falsk graviditet, vil ofte få det igen og igen – altså efter hver løbetid.

Falsk graviditet hos hunde : Symptomerne.

Den falsk gravide tævehund kan udvikle symptomer, som grangiveligt ligner de tegn, vi kender ved en rigtig graviditet. Mælkekirtlerne hæver op, og hunden får mælk i kirtlerne. Den begynder ofte at opføre sig, som om den har hvalpe. Den bygger rede i sin kurv eller andre steder. Den samler pibedyr, sko eller andre genstande sammen og vogter dem, som var de hvalpe. Den viser det, vi kalder yngelpleje. Til tider bliver tæven pirrelig og pibende. Hun kan miste lysten til foder og motionering. Det kan være svært for hunden at finde ro, og familiens nattesøvn er truet. Som komplikation til mælkeproduktionen kan der opstå betændelse i mælkekirtlerne, og der er en forøget risiko for senere at udvikle svulster i kirtlerne.

Falsk graviditet hos hunde : Kan blive aggressive

.
Især den adfærdsændring, som ofte følger med hormonforstyrrelsen, kan volde alvorlige problemer. Den falsk gravide tæve kan udvise en stærk beskyttertrang overfor de genstande, som den regner for sine “hvalpe”. Denne beskyttertrang kan give sig udtryk i en meget udtalt aggression mod medlemmerne af familien. Det kan være særdeles ubehageligt, når den ellers søde og kærlige familiehund pludselig ændrer karakter og bliver aggressiv.

Falsk graviditet hos hunde : Behandling.

Det er vigtigt at undgå konfrontationer med hunden, når den forsvarer sin rede og sine genstande. Det bedste man kan gøre er, at ignorere hunden og fjerne tingene fra den. Man kan så i stedet adsprede den med leg med bold eller lignende.
Når problemerne omkring den falske graviditet bliver så store, at de generer hunden eller dens ejere, bør man overveje en egentlig behandling.

Falsk graviditet hos hunde : Behandling er nu mulig.

Som noget nyt er det nu blevet muligt at behandle falsk graviditet. Et nyt lægemiddel (Galastop® Vet.) er blevet registreret i Danmark. Lægemidlet er et såkaldt antiprolaktin. Dvs. at det er et stof, som kan modvirke dannelsen af det hormon, som er medansvarlig for udviklingen af den falske graviditet. Stoffet gives en gang dagligt i hundens mad i 4-6 dage. Virkningen sætter ind efter få dage, hvorefter dens opførsel normaliseres, mælkeproduktionen ophører og mælkekirtlerne svinder igen ind til normal størrelse. Der kan forekomme bivirkninger i form af brækninger efter første indgift af medicinen. Udgiften til medicin for en hund på 30 kg løber op på ca. 270 kr.

Falsk graviditet hos hunde : Forebyggelse

Sterilisation hindrer falsk graviditet. Ved en sterilisation fjernes bl.a. æggestokkene. Derfor kommer hunden ikke mere i løbetid, og den bliver derfor heller ikke falsk gravid. Det er vigtigt, at man ikke steriliserer hunden, mens den er falsk gravid. Herved kan man “fastholde” den i en tilstand af falsk graviditet i meget lang tid. Faktisk kan man risikere at fremkalde en falsk graviditet, hvis man fjerner æggestokkene i tiden lige efter løbetiden. Det bedste tidspunkt for sterilisation er derfor mindst ca.3 måneder efter løbetiden, eller når den falske graviditet er overstået. Sterilisation er derfor en forebyggende foranstaltning.

v/Fagdyrlæge Jørgen Mikkelsen
Åbyhøj Dyreklinik
Mød os på Facebook

Print Friendly, PDF & Email

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *